Angsten styrer mit liv.. #BagSofiasFacade 1
Jeg har netop taget dette billede.. Imellem tårer der triller ned ad min kind, og Sofia der prøver at sige til sit indre jeg, at hun er god nok som hun er.. I 3 dage har jeg aflyst alle mine aftaler.. Mette som skulle drikke kaffe med mig på kontoret igår.. Anne som skulle sove hos mig om aftenen.. Katrine som jeg skulle have hygget med idag..
Jeg har ondt indeni.. Ondt i venstre side af mit bryst.. Ondt i maven hvor alle mine bekymringer sidder..
Igår talte jeg med Helen.. Min frisør og veninde.. Hun fortalte mig at udover det vi (og dem som hører mine foredrag) ved hvad jeg kæmper med til daglig.. Så har hun for nyligt hørt fra en rigtig dygtig ekspert, at når man som jeg, er født en helt del for tidligt.. (2-3 mdr og vejede under 2 kg) Er der ting som min hjerne muligvis ikke har lært, som mange andre naturligt kan stoppe ved tankerne.. Men hvor nogen som er for tidligt født først skal lære at forholde sig til.. Og administrere uden at det ender i smerter og angst..
Jeg sidder inde på kontoret nu, og har siddet her til kl 23 de sidste 3 dage.. Nogen minutter arbejder jeg.. Nogen minutter sidder jeg og stirrer ind i skærmen.. Jeg er utrolig lyd følsom.. Det har jeg været i lang tid, men det er som om det bliver værre.. Derhjemme har jeg den mest irriterende genbo som konstant spiller technomusik, spørg mig ikke hvorfor. Men jeg får det ekstremt dårligt når jeg hører techno.. Jeg har ofte ørepropper i, og prøver at lukke mig inde i mig selv.. Men lydene bliver ved.. Det kan endda være en der snakker i tlf i bussen, en der spiser gulerødder eller andre ting der får mig til at få lyst til at krølle mig sammen i et hjørne.. Når angsten er på spil..
Uroen i kroppen.. Uroen i maven.. Ting jeg gerne vil kunne styre.. Men skal være tålmodig med.. Min psykiater som er hamrende dygtig fortalte mig forleden, at for at min angst ikke skal styre mit liv for altid, så skal jeg lære at være i den, udfordre den og ikke “handle på den” ved at gå amok indeni, og boble over, eller aflyse alt, og overspise fordi det er det eneste jeg kender, når jeg bliver utryg..
Sommetider.. Ret ofte, føler jeg at jeg sidder fast.. Jeg kan ikke selv se at jeg er fantastisk.. Jeg bliver bare pisse hamrende sur på mig selv.. Over at jeg ikke føler jeg rykker mig.. Og gør jeg det? Jeg ved det ikke.. Nye ting er sket, jeg holder fast i mit job, jeg holder fast i min psykiater, også de dage hvor jeg ikke føler det er pengene værd.. Før i tiden havde jeg droppet det hele og lagt en ny plan.. Det her med at være i det, og holde fast og vide gode ting tager tid, er en kæmpe udfordring, men det er vel også at rykke sig når man bliver i det, fremfor at det som meget andet også ryger over i en “det duede ikke boks”
Jeg elsker min terapeut (Ja jeg har både en terapeut og en psykiater) This girl (altså mig) har oceaner af ting at arbejde med, og en ting ved jeg, det er ikke noget jeg kan klare selv.. Jeg har også en kontaktperson (Ja, gang i mig) som også er helt fantastisk, det er en utrolig dyrebar ting for mig, det her med noget voksenstøtte, i og med jeg ikke har haft det siden jeg mistede min mor.. Nogen som har de rette værktøjer til at samle brikkerne for mig..
Men hvad sker der når både min terapeut, min psykiater, og min kontaktperson ryger ind i travle perioder? Så føler jeg mig overladt til mig selv.. Og jeg er meget sort/hvid, der skal ikke meget til før jeg føler mig svigtet.. Det er noget jeg i mange år har kæmpet med.. Ligesom med veninde relationer.. Mange er røget, det har helt sikkert været en blanding af at jeg ikke har følt mig forstået, men også det, at jeg ved mange har syntes det har været virkelig underligt da jeg begyndte at sige fra, eller aflyse, fordi jeg alligevel ikke magtede.. Det har været et vigtigt led i at passe på mig selv..
Det der er med mig er, at lige så snart jeg trykker play på kameraet, så går der jo ikke mere end 3 sek før jeg er helt oppe og ringe.. Og virker fuld af energi.. Og når kameraet slukkes, sidder jeg i mit hovede med alle mine tanker.. Min angst udfordrer mig ekstremt pt.. Den trænger mig helt op i en krog, den gør at mit bryst og min mave smerter, og jeg kan intet andet rumme end den når den går amok.. Og jeg handler alt for ofte på den.. Jeg lader min angst vinde..
For en ting er at jeg føler jeg prøver alt hvad jeg kan, men min psykiater siger at så længe jeg handler på den, prøver jeg ikke hårdt nok.. Så jeg er nysgerrig på.. Hvad hjælper DIG når dit sind går amok og du har lyst til at råbe, skrige og kravle ud af dit eget skind? Det lyder måske ekstremt, men det er fact..
Jeg ville ønske jeg havde styrken til at løbe en tur, i stedet for at ligge i min seng og være ked og opgivende.. Eller at jeg kunne ringe til min mor så hun ville komme og holde om mig.. Hvad hjælper DIG, så du kan flytte fokus når DIN krop gerne vil give dig et angst anfald? Jeg har ikke angst i små doser, eller 1 gang om ugen..
Jeg har angst i min krop konstant, så at have et arbejde, gøremål, at skulle i bad, holde møder, få spist ordentligt, ja det hele er faktisk noget der kræver at jeg er i angsten og gør tingene alligevel. Lige nu mens jeg skriver dette, sidder jeg på mit kontor.. Jeg skal arbejde på min kommende webshop og svare en masse mails..
Men jeg fik ligesom lyst til at sætte ord på det der fylder lige nu, både fordi det inspirerer jer til at i ved jeg også kæmper en kamp selvom jeg er kommet langt.. Men også fordi jeg prøver og prøver og sommetider rammer jeg også en mur, hvor jeg ikke kan se hvor langt jeg er kommet.. Jeg kan bare mærke at jeg er træt, trist og opgivende.. Det jeg skal huske på er, at jeg ikke giver op, jeg er en fighter og før eller siden, så skal det nok lykkes mig, at få kontrollen over mine følelser, og over mine tanker..
Det er svært for mig at udgive dette.. Ikke fordi jeg tænker at det vil gøre noget dårligt, tværtimod, jeg tror bare at før i tiden var det en hel del nemmere for mig at vise mine svære tider.. Og derfor føler jeg også det er tid til at sætte ærlige ord på noget som er svært, så i kan mærke mig og jeg kan mærke jer.. For sandheden er, at jeg er så god til at hjælpe andre, og til at inspirere til at gøre noget andet end det man plejer.. Men hvorfor føler jeg ikke selv at det jeg gør er godt nok?
Man må jo sige jeg for pokker har gjort en masse andet end det jeg plejer, ellers kunne jeg lige så godt stadig sidde og cutte i mine arme og tage stoffer, og vågne op mærkelige steder og ikke mindst, skylde penge til alle.. Jeg valgte livet til, og jeg valgte at kæmpe videre.. Jeg er stadig langt fra mål, men jeg kæmper hver dag.. Og jeg lærer hele tiden mig selv bedre at kende.. Men.. Man når sommetider også til et punkt, hvor man føler at man ikke gør det godt nok, og hvor man er udmattet, kender i det? Jeg vil ikke overleve hver dag, med følelsen som om jeg skal bestige mount everest..
Jeg vil leve, og ikke være styret af hverken at være født for tidligt, ocd, angst, eller det her med min mor.. Tabet af min mor har gjort så mange ting ved mig, jeg er konstant hamrende vanvittigt ubeskriveligt bange for at miste.. Jeg tror mange af de ting jeg kæmper med også har noget at gøre med, hele min barndom var jeg så ræd for at min mor skulle dø fra mig.. Jeg havde så massiv angst og ocd, og skulle røre alle vægge, spytte i min bluse, sige lyde, og græd når min mor skulle på vaskeriet eller på arbejde.. Græd mig i søvn hver nat fordi jeg var sikker på hun ville dø.. Og der var hun ikke syg, hun var hamrende glad og rask.. Og da jeg kom i bedring som 12 årig.. Fik min mor kræft..
Jeg følte det var min skyld, fordi jeg ikke lavede lige så mange ocd handlinger mere.. Så v ar jeg på en måde stoppet med at beskytte hende jo.. Hun havde lovet mig hun aldrig ville forsvinde nogen steder og at hun altid ville være ved min side.. Jeg er knust, lille bange Sofia, blev svigtet af den hun elskede allermest, og hun har følt sig så alene siden..
Jeg har snakket en del med min terapeut om at vi skal igang nu med at arbejde med mit indre barn.. Ved ikke om i kender til det.. Men der er mange ting der kan ske hvis et ikke færdigudviklet barn mister en forælder i en tidlig alder.. Det kan sætte sig så dybt, og jeg kan ofte mærke lille Sofia stå i mørke og kalde desperat på sin mor..
Jeg sidder med tårer i øjnene, og vil bare sige tak, fordi i tror på mig.. Og fordi i synes jeg kan mange ting.. Jeg prøver at være tålmodig, og tænke på at rom ikke blev bygget på en dag.. Når det alligevel kun er meget meget få år siden jeg ændrede mit liv fra misbrug og at være fucked, til at være den Sofia i nu “kender” så er der alligevel meget som er sket, og det hele skal nok give mening – Jeg tror på det, og selvom det ikke føles sådan, så så længe jeg ikke giver op, men kæmper, er der masser af håb ♥
Jeg holder mit meget rørende foredrag om hele min historie samt hvad der gjorde at jeg besluttede at kæmpe, og ikke give op, meget ærligt, i Viborg næste mdr som er udsolgt.. Men der er stadig pladser til mit foredrag i Næstved og Vejle, jeg håber at se så mange af jer som muligt #GribLivet – Og kæmp for det i ønsker, det samme gør jeg ♥
Samlet Danish Skin Care hudplejesæt med 12% rabat
Hej Sofia
Du er så sej og inspirerende. Du inspirere så meget, og din historie er meget rørende. Jeg har selv angst og forstår meget af det du skriver om angst 💔
Jeg er selv typen som hjælper andre før mig selv 🙈 Jeg har også travlt ligesom dig. Har 3 børn og mand imens jeg er igang med at skrive bachelor og er færdig som pædagog om 3 mdr. Det har været og er sindssygt hårdt. Angsten lurer hver dag, nogle dage er værre end andre. Jeg er god til at holde facaden over for de fleste. Men jeg har nogle i mit netværk der kan se igennem det. Og jeg har gode mennesker som jeg kan støtte mig op af når det er svært.
Jeg er god til at abstrahere fra angsten, men når det ikke virker bruger jeg mindfulness det er fantastisk for mig ❤️ Jeg kan anbefale dig at Google Mette Aalykke eller søge hende på youtube. Hun har lavet nogle gode sessions. Håber du snart er ovenpå igen. Du er super at følge ❤️
Knus Karina.